Kære trofaste medlemmer og alle interesserede

Først og fremmest håber vi, alle er friske og holder modet oppe i denne mærkelige tid!

Vi i bestyrelsen sidder ligesom mange andre på altaner, i parker, haver og skove og spekulerer blandt andet over, hvordan vi gør tingene i fremtiden, over nye idéer. Vi søger også fondsstøtte til vores næste sæsoner, øver på respektive instrumenter og – længes efter at kunne komme i gang!

Vores lille forening var netop i løbet af sæsonerne 2019 – efter formandsskifte, udvidelsen af vores interessefokus og ikke mindst med indvalget af en ny fagligt stærk bestyrelse – ved at få lidt luft under vingerne. Flere store fonde er blevet interesserede i vores virke og begynder at støtte os økonomisk – bl.a. har Frederiksberg Fonden, Frederiksberg Kommune, Statens Kunstfond, Knud Højsgaards Fond, Solistforeningen af 1921 og Augustinus Fonden bidraget til at koncerter af høj kvalitet til lave billetpriser fremover kan lade sig gøre.

Ikke mindst derfor er vi virkelig kede af at være nødt til at udskyde vores arrangementer!

Først foredrags-event med Rikke Helms d. 18 marts (bl.a. gennem 10 år direktør for Det danske Kulturinstitut i St Petersborg).

Nu må vi udskyde koncerten onsdag d. 7. maj med de herlige Rudersdal Kammersolister.

Det kan også blive svært at gennemføre den planlagte koncert med Nordisk Klavertrio 14. juni på forsvarlig vis.

Vi forsøger at lægge udskudte arrangementer ind i efterårssæsonen – mere om det i næste nyhedsbrev.

Mens vi alle venter, kan vi lukke lidt op for, hvad vi håber at kunne præsentere for jer i efterårssæsonen 2020 – selvfølgelig stadig afhængig af situationens udvikling:

Onsdag d. 19. september 2020. 

Lars Bjørnkær, violinist og koncertmester i Det kgl Kapel, Pål Eide, piano, m.fl. – bl.a. medvirker en skuespiller og en danser fra Det kgl Teater.

Musik af Stravinskij og Tjajkovskij til digte af H. C. Andersen.

Koncerten er et samarbejde med Frederiksberg Festspil v. pianisten Katrine Gislinge.

Torsdag d. 8.oktober 2020

Michala Petri, den danske blokfløjtevirtuos med verdenskarriere akkompagneret af Lars Hannibal, guitar bl.a. med helt nyskrevet musik fra Norge og fra Rusland.

Onsdag d. 11. november 2020 

Pål Eide, piano. Præsentationskoncert af den ny cd, ”Pictures” (2019 Danacord)

Musik af Grieg, Mussorgsky, Rued Langgaard og Jesper Koch (uropførelse).

Koncerten er et samarbejde med Holmens Kirke og Norges Ambassade.

Lyt til Pål Eide her i værker af Debussy (der jo havde tætte russiske relationer) og Rachmaninov:

https://youtu.be/_7iR0IlJ4Dw
https://youtu.be/sGwrlYQueYw

Onsdag d. 9.december 2020

Prisvinderkoncert med udvalgte vindere fra Den internationale Tjaikovskij-konkurrence (Skt. Petersborg og Moskva).

Herudover indfletter vi så vidt muligt udskudte koncerter og arrangementer.

I håbet om snarlige glade gensyn!

Med de venligste hilsner for

Nordisk Russisk Musikforening

www.nordiskrussiskmusik.com

Nina Pavlovski